Søndag skulle SUS’ damer møde holdets sorte ånd fra sidste sæson, Skt. Klemens/Bellinge. Tidligere opgør er alle endt med sejr til modstanderne, sidst kun med ét enkelt mål. Der var derfor lagt op til en tæt kamp, hvor vinderen ville blive det hold, som først fik styr på forsvarsspillet og kontrafasen.
Kampen blev en meget rodet affære, hvor SUS’ angrebsspil aldrig rigtig kom til at fungere. Holdets helt store force er 2. bølge fasen, men desværre var Skt. Klemens/Bellinge godt forberedte, og fik dermed også lukket godt ned for denne del af spillet. Det var derfor systemer og almindeligt presspil, som skulle vise sig at virke.
Det stod hurtigt klart, at kampens vinder ville være det hold, som stod bedst i forsvaret.
Igen viste SUS’ damer, at forsvarsspillet skal bære dem igennem Fynsserien – og forhåbentligt være med til at hive flere sejre i land. Kampen mod Skt. Klemens/Bellinge endte 19 – 19, hvorfor SUS fik et meget vigtigt point til den samlede stilling, og dermed kan gøre sig forhåbninger om at blive i Fynsserien efter jul.
Damerne fightede hele kampen – og med Maria Mads på mål, som igen viste stor styrke, og Marie-Louise og Majbritt som omskolede bagspillere, var der masser af vilje at spore blandt spillerne. Overordnet var der ikke tale om en flot håndboldkamp, men en kamp, som blev afgjort på fight og vilje.
En vilje, som pigerne skal have i brug igen på fredag, hvor damerne igen skal i kamp - denne gang på hjemmebane mod Aarup BK, som i øjeblikket ligger nederst i rækken. Der opfordres derfor til at komme op og støtte damerne, så de to point kommer sikkert i hus – to point, som kan vise sig at blive altafgørende for fortsat virke i Fynsserien efter julepausen.
Kampens målscorere blev:
Mette Rasmussen, Marie-Louise Forum Johannesen og Majbritt Pedersen med hver 3 mål, Maria Jørgensen, Heidi Andreassen, Tina Heine og Sophia Aagaard med hver 2 mål, og Maria Markvardsen og Christina Caspersen med hvert 1 mål.