"Der bliver drøn på" står der på plakaten lørdag den 2. september på traktortrækbanen i Rynkeby.
Og det bliver der, også for de mange frivillige i SUS Håndbold, som har opgaver med opsætning af banen, billetsalg, parkeringsvagter, servering, oprydning og de mange øvrige tjanser, det kræver at være medarrangør.
Over 100 er i sving, og langt de fleste poster er besat. Endnu mangler der få frivillige til opgaver før og under arrangementet, så derfor meld dig her, hvis du ikke allerede er blandt de mange frivillige SUS'ere - klik her!
I det hele taget bliver det en spændende dag, som indledes om formiddagen med træk for havetraktorer og de såkaldte gardenpullere (ombyggede havetraktorer med større motorer). Over middag kommer traktorer fra hele landet, nogle med langt over 1.000 hestekræfter, som dyster i forskellige vægtklasser. Blandt andet er der finale i Super Standard Cup, hvor der har været kørt om grandprix-point ved fem øvrige stævner rundt om i landet i sommerens løb.
I korte træk går traktortræk ud på at trække den over 20 tons tunge slæde fra det professionelle Black Devil slædeteam så langt som muligt på den 100 meter lange specialpræparerede bane. Første runde gælder det om at nå ud på 100 meter til "Full Pull". Kørerne, som opnår dette, går videre til finalen ("Pull Off", hvor banen forlænges til 120 meter.
Der er opstillet boder og tilskuerpladser langs banen. Desuden er der udstilling af 20-25 lastvogne og amerikanerbiler på pladsen, ligesom der for børnene er hoppeborg.
Traktortrækket ventes afsluttet inden aften, men pladsen er åben med servering frem til klokken 22.00.
Flere fra SUS Håndbold har det seneste halve år været involveret i den omfattende planlægning med afvikling af det store arrangement. Gælder blandt andet Palle Matthiesen, der på telefon 21 27 10 96 eller via linket her ovenfor gerne hører fra interesserede, der kan deltage i de få opgaver, som endnu mangler hjælpere.