Oprykningsspillet til 3. division i hus!

Allerede inden opgøret mellem fynsseriens nummer to og tre, var damerne fra SUS Håndbold sikre på at nå oprykningsspillet i denne sæson. Siden holdet blev tilbudt en plads i Fyns bedste række i 2013, er de sluttet i toppen i hver sæson. Men i år er det første gang, de skal i oprykningsspil.
I søndagens kamp havde begge hold trukket håndbremsen en smule, og kampen bar i store dele præg af mange tekniske fejl. SUS Håndbold prøvede også nye konstellationer af, da de jo har to kampe mere her i løbet af april. Der var pause til de sædvanlige centerspillere Maria Eriksen og Maja Ravn, så Mathilde Møller gik fra venstre fløj ind og spillede en del i bagkæden og gjorde det ganske fornuftigt. Kampen var meget lige, og holdene skiftedes til at føre med et eller to mål. De mange tekniske fejl gav IF Stjernen muligheder for kontra, men målmanden i SUS målet havde rigtig mange gode redninger, så IF Stjernen fik aldrig skabt den afgørende føring. Holdene kunne gå til pause med uafgjort 9-9.

Anden halvleg fortsatte præcis som første. IF Stjernen havde en dygtig fløj, der fik lidt for meget plads, men SUS-pigerne begyndte at spille mere ud af i banen. Det gav god plads til Denise Hannibaldsen på højre fløj, der blev topscorer med syv mål. Amanda Sejer og Mie Justesen fik også skudt sig varme, og fik styr på IF Stjernens ellers også velspillende keeper.

Mod slutningen af anden halvleg får SUS skabt en føring på klogt taktisk spil, og kampen ender 20-22. Nu gælder det oprykningsspillet, hvor holdet møder et nedrykningstruet hold fra den jyske del af 3. division.

Der var dygtige fotografer til stede i Skt. Jørgens Hallen. De har sikret billederne til denne artikel. Vi siger tak til Pia Hannibaldsen og Ann-Britt Andersen