Foran en god flok supportere gjorde holdet mange af de helt rigtige ting, og sejren var på intet tidspunkt i fare. Charlotte Caspersen gjorde en rigtig god figur. Hun tilkæmpede sig og scorede på ikke mindre end tre straffekast. At SUS Håndbolds keepere Karin Henriksen og Nikita Buchleitner nappede de straffekastforsøg som Nyborg havde, gjorde det mere end vanskeligt for udeholdets ellers godt kæmpende spillere, der også scorede spektakulære mål. Blandt andet en rigtig ”Mikkel Hansen” direkte på tremeter-kast.
Med sejren på 10-6 sikrede serie 3 holdet sig endnu engang en topplacering. Om det er anden- eller trejdepladsen afgøres her i weekenden, hvor de nærmeste forfølgere BR66 og Kølstrup/Rynkeby mødes i Langeskov. Det har været en sæson, hvor holdet kun har lidt fire nederlag, og samtidig høstet massive sejre. Den mest bemærkelsesværdige må nok være mod Hindsholm, hvor resultatet lød på 16-2.
Efter kampen torsdag aften, fejrede holdet og deres supportere den mere end godkendte sæson, hvor målsætningen om at slutte i toppen (dog uden for oprykning) blev indfriet. Kasper i cafeteriaet havde lavet lækkerier, og trænerne Helle Heine og Linda ”Smed” Kristensen fik overrakt en lille erkendtlighed for deres store arbejde gennem sæsonen. Det skal ikke være nogen hemmelighed at holdet håber på, at de tager endnu en sæson.