De hårdt kæmpende og, indtil søndagens kamp, ubesejrede SUS-damer
havde ellers haft en rigtig god uge med seriøs træning, hvor fokus lå på at få
stækket Faaborgs rigtig dygtige venstre back. Hjemmeholdet kom dog ikke rigtig
ud af starthullerne, og Faaborg udnyttede, at aftalerne i det østfynske forsvar
måske alligevel ikke sad helt i skabet. Udeholdet var foran i hele første
halvleg, og i anden halvleg blev det ikke bedre. Det var som om gassen gik af
ballonen, da SUS-pigerne gang på gang blev mødt af et rigtig godt forsvar, der
løste opgaven mod topholdet rigtig godt. Faaborg kunne rejse hjem med en sejr
på 19-28.
Faaborg/ØH er et rigtig talentfuldt hold, der først er
rykket op i fynsserien her efter jul. De har kun tabt en enkelt kamp i denne
halvsæson, og på dagen i dag, var det fuldt fortjent, at de løb med sejren. SUS
Håndbold har dog stadig muligheder for oprykning i denne sæson. Det kræver som
minimum en sejr på hjemmebane allerede tirsdag. Vinder SUS lokalopgøret mod
BR66, er de sikret andenpladsen, der giver adgang til oprykningsspillet. Den direkte
oprykning kræver, efter søndagens nederlag, at Højfyn HF taber en af deres to
sidste kampe, og SUS samtidig vinder begge deres opgør.