Fyns bedste old boys-hold - og sæsonens første SUS-fynsmestre!

Med sejr onsdag aften i Espehallen er SUS Håndbolds veteraner sikre på førstepladsen og dermed fynsmesterskabet inden sidste spillerunde i Fyns højeste (og eneste) old boys-række. Se mere om holdet og spillertruppen her!

Efter udelukkende sejre efter nytår - og kun to nederlag i første halvsæson er SUS Håndbolds veteraner suveræne vindere af Fyns Håndbold Forbunds old boys-række - og dermed Fynsmestre 2016/2017. Triumfen bliver ikke mindre af, at det er eneste række, og at holdet i forhold til de øvrige syv hold i rækken nok aldermæssigt mønstre den ældste trup (se nedenfor).

Umiddelbart tyder det ikke på, at der afvikles DM for olddies, men til gengæld arbejdes der på holdet for deltagelse ved Landsstævnet 2017 i Ålborg sidst i juni!

Men inden da skal sidste kamp i turneringen overstås. Den foregår på tirsdag den 14. marts kl. 19.30 i Korinthhallen mod Faaborg ØH, hvor der sikkert bliver ekstra stemning på turen. Med 12 point for de første seks kampe og med He-Ry 67 på andenpladsen med 7 point og to kampe tilbage, er der kun æren at spille for tirsdag aften - se stillingen her!

Endvidere venter også afslutningsfesten for holdet og alle dets holdledere, skadede og tidligere spillere, som givet vis bliver mindst lige så hyggeligt og festligt i år, hvor mesterskabet skal fejres!

Fyns bedste old boys'ere (nævnt i fornavn-alfabetisk orden, ikke hverken efter alder, placering i holdets hiraki eller spilstyrke):

Benny Olsen, 52 år, playmaker, streg m.m. - spillet i Langtved GIF som senior, og siden i SUS som veteran

Bent Larsen, 60 år, venstre fløj - spillet i Langtved GIF som senior, og siden i SUS som veteran (skadet i det meste af denne sæson)

Erik Hansen, 64 år, stregspiller - spillet i Skellerup SG&I og SUS Håndbold altid (debuterede i 1971 mod Søllinge-Sdr. Højrup i mellemrækken, kampen endte 9-9), dog de tidligste ungdomsår i Ellinge GF og Ullerslev IF

Henning Caspersen, 60 år, højre fløj, staffekastskytte - spillet i Skellerup SG&I og SUS Håndbold altid, dog de tidligste ungdomsår i Langeskov

Henrik Fredslund Hansen, 51 år, streg og fløj, lidt playmaker, forsvars(kæmpe) - spillet i Skellerup SG&I og SUS Håndbold altid  

Henrik Grønnegaard, 51  år, venstre fløj, streg, playmaker, back, også forsvarskæmpe - spillet i Kerteminde HK og SUS Håndbold som senior 

Jan Nørrisgaard,  44 år (holdets yngste), stregspiller og midterforsvarer - spillet i SUS altid, og først sidste år indlemmet i truppen (spiller også på klubbens serie 3 hold ind imellem) 

Jørgen Hansen, 55 år, venstre back - spillet i Skellerup SG&I og SUS Håndbold altid, dog en enkelt sæson i Lystrup IF ved Aarhus (under landbrugsuddannelsen), dog de tidligste ungdomsår i Ellinge GF  

Jørgen Møller, 51 år, venstre og lidt højre back, paradespiller i forsvaret - spillet i SUS Håndbold som senior, ungdomspiller i Østfyns HK 

Lars Hansen, 53 år, målmand - spillet i Langtved GIF som senior, og siden i SUS som veteran

Lars Søgaard, 60 år på mandag, højre back, holdets eneste med Champions League-erfaring, og måske holdets hårdeste skud - spillet i Bording HK og på Færøerne (med i Europa Cup), inden han og Mai flyttede til Ullerslev (spiller på femte sæson med to kunstige hofter!)    

Torben "Højbo" Andersen, 46 år, målmand - spillet i SUS altid, og først sidste år indlemmet i truppen (spiller også på klubbens serie 3 hold ind imellem), har været skadet hele 1. halvsæson

Holdledere (fire af slagsen, alle tidligere spillere på holdet):

Poul Bjarne Hansen, 60 år, coach for holdet - har spillet ungdoms- og seniorhåndbold i Skellerup G&I, i Langtved G&I og som veteran i SUS Håndbold. Spillede indtil sidste år, og har været på banen også i år (hvis der er manglet en enkelt spiller) som bagspiller
 
Søren Fredslund Hansen, 53 år, reserveholdleder - har spillet ungdoms- og seniorhåndbold i Skellerup G&I (et enkelt ynglingeår i Østfyns HK på kontrakt(?)), senior og veteran i SUS Håndbold. Spillede indtil forrige år som fløj og frygtet forsvars(kæmpe) i 5:1-forsvar

Allan Andersen, 70 år, reserveholdleder - legendarisk højre back fra Skellerup SG&I's guldalderhold, og udførte både sit frygtede langskud, indspil til stregen og velkendte hopskudsfinte på veteranholdet i mange år

Preben Carstensen, 71 år, reserve-reserveholdleder - legendarisk og frygtet målmand i 25 år på førsteholdet i Skellerup SG&I, men nåede ikke at spille på veteranholdet, men "kun" på det oprindelige 5. hold, hvor han i en kamp i Korup fik skudt et ledbånd i skulderen over (spillede selvfølgelig kampen færdig) 

Øvrige tilknyttede holdet som også deltager i holdets festligheder, herunder den legendariske julefrokost 4. juledag kl. 18.00, men som ikke længere er aktive på banen:

Jens Kimer, 60 år, højre fløj, og vært for den årlige julefrokost 4. juledag - kom fra Sjælland et sted, og muligvis en karriere derovre, inden han i SUS indtog fløjpladsen i højre side med sin højre hånd

Leif Nielsen, 64 år - har altid spillet i Skellerup SG&I og SUS Håndbold, og fik en enkelt sæson som veteran, inden en skade (mod Faaborg HK) for mange år siden sluttede karrieren - bagspiller, som vidt det huskes

Michael Bauer, 56 år, stregspiller og forsvarskæmpe - spillede i Ullerslev HK, Kerteminde HK, og i SUS Håndbold, lige indtil han sidste år måtte indstille karrieren

- - - 

Som det fremgår, besider holdet både på og udenfor banen meget stor erfaring, og måske har det medvirket til årets fynsmesterskab. I hvert fald stort tillykke til alle!