Heldigvis var SUS-holdet også i hopla, og især indspil til stregen fungerede rigtig godt. De første fire mål fra hjemmeholdet var således sat ind på det rigtig gode samspil. Kerteminde HK tabte lidt pusten i de sidste ti minutter, og SUS trak stille og roligt fra med koncentration og meget få fejl. Pauseføringen på 15-10 var fuldt fortjent.
I pausen blev der talt om at holde fast i det flotte spil, fortsat eliminere de tekniske fejl samt stå sammen som et fasttømret hold. Derudover var det også vigtigt at samtlige spillere tog et individuelt ansvar. Og det må man sige, pigerne gjorde. Anden halvleg blev igen spillet i et højt tempo, men SUS formåede at holde det kølige overblik i de mere pressede situationer. Gang på gang blev der lavet flotte målgivende frispilninger, og forsvaret stod rigtig godt. I midten af halvlegen blev der dog slappet en lille smule af, og Kerteminde kom lidt tættere på. Men flere spillere tog det nødvendige ansvar. Katrine Hansen leverede både gode gennembrud og flotte skud fra distancen, mens Maja Ravn, Henriette Godskesen og Trine Torp på skift klarede både playmaker-posten og højre back rigtig godt. På stregen løb en af de mest rutinerede kræfter, Majbritt Pedersen, med topscorer-æren. Hele syv kasser blev det til.
Der var aldrig tvivl om kampens udfald og ved slutfløjt kunne SUS nok engang hæve armene over en solid sejr på 30-22. Alle point er vigtige i årets fynsserie, og som det ser ud lige nu, er der tre hold der bejler til topplacering. Det er Højfyn HF som SUS tabte til for et par uger siden, Stjernen IF, der har vist sig ualmindeligt sikre i den første halvdel af sæsonen og så SUS-pigerne som drømmer om at nå oprykningsspillet til sommer, hvilket bestemt er inden for rækkevidde.
Torsdag og søndag er der endnu engang dømt pointjagt, når holdet tager til henholdsvis Sdr. Nærå og Stenstrup. Disse to kampe skal vindes, da begge modstandere ligger i bunden af rækken. I Sdr. Nærå venter der en stærk bagkæde, mens det er vanskeligt at spå om, hvad Stenstrup stiller op da de har været ”ramt” af graviditeter og enkelte skader.