SUS vandt over fynsseriens tophold

SUS´ herre fynsseriehold vandt søndag på udebane 29-35 over et af rækkens favorithold, nedrykkerne fra 3. division, Stenstrup.

Inden kampen havde spillerne på SUS-holdet snakket om, at det var vigtigt ikke at lade sig gå på af Stenstrups vanlige kontante spillefacon, med spillere, der går helt til grænsen og lidt til. Det lykkedes til dels at holde hovedet koldt. Kampens to dommere leverede en glimrende indsats og var medvirkende til at holde det hårde spil nede.

Desværre lykkes det alligevel Stenstrup spillerne undervejs at provokere nogle af SUS´ yngre kræfter. Bl.a. resulterede det efter 10 minutter af 2. halvleg i et rødt kort til playmaker Martin Andersen, der efter endnu en tackling i ansigtet, mistede tålmodigheden i en situation, hvor Stenstrups spillende træner, den tidligere ligaspiller Michael ”Trumle”, liggende på gulvet sammen med Martin placerede en hånd i ansigtet på Martin. Martins reaktion takserede dommerne til et rødt kort.


Det røde kort reducerede udskiftningsmulighederne på bagspillerpladserne, idet SUS-holdet samtidig var ramt af et sidste øjebliks afbud fra Michael Markvardsen. Ved halvleg førte SUS med 20-15. Føringen på 5 mål var intakt på tidspunktet for det røde kort. Men fra det tidspunkt kom Stenstrup tættere og tættere på, ikke mindst takket være redninger på stribe af hjemmeholdets dygtige målmand. Tættest på var Stenstrup ved 25-27. Herfra fik SUS dog fat igen og tog afstand.

I løbet af kampen var det først og fremmest SUS´ rutinerede spillere, der på skift tog ansvar. En af disse Morten Wind blev udeholdets topscorer.

Hektisk uge
Kampen mod Stenstrup var SUS første i en ”engelsk uge”, der byder på pokalkamp førstkommende tirsdag i Ullerslevhallen, hvor modstanderen er 3. divisionsholdet Tved.

Torsdag er det så fynsseriens øjeblikkelige tophold Svendborg, der gæster Ullerslevhallen, og endelig er der endnu en hjemmekamp på søndag, hvor det er naboerne fra Kerteminde, der er modstanderne.

Spillere og trænere håber, at mange vil møde frem til de respektive kampe og støtte holdet.