Super sensommer i SUS

September blev en rigtig travl måned i SUS Håndbold, hvor frivillige kræfter og det sociale sammenhold kom til at spille en stor rolle. Og det bliver ikke mindre fra nu af, hvor både turneringsopstart og forberedelser til den store SUS julefrokost går i gang.
Bare tre dage ind i måneden stod SUS’ere klar til at få en af de nye aktiviteter til at klappe, da MAX POWER traktortræk gæstede Østfyn, og klubben stod som medarrangør. ”Vi vidste jo ikke rigtig hvad vi gik ind til”, fortalte Palle Heine Mathiessen efterfølgende til de mange medhjælpere, ”Men vi er klogere på det nu, og der blev virkelig knoklet og hængt i fra alle sider.” Faktisk så meget, at klubben har besluttet sig for at være med som arrangører i næste års traktortræk i Rynkeby.

Den sidste weekend i september havde håndbolden i fokus. Igen i år inviterede SUS 1300 spillere og ledere til et af landets bedste opstartsstævner for U10, U12 og U14 spillere. Og igen i år må vi sige at det var en succes. 302 kampe i 11 østfynske haller blev afviklet i fin form, og klubben har fået masser af positiv feedback fra de deltagende klubber. Vi kan vidst godt sige på gensyn til næste år. Igen skal der lyde en kæmpe tak til alle de frivillige, der sørgede for alt lige fra lækker mad til dommerbordsvagter. Og så må vi lige sige tillykke til U14 pigerne, der løb med medaljerne i A-rækken! Super godt gået af både spillere og ledere.

Det sportslige har også haft gode kår her i opstartsfasen, hvor dame fynsserie er kommet rigtig godt fra start med den nye træner, Dennis Vesterskov. ”Det har været virkelig fedt at se, at alle har taget i mod udfordringen om den noget hårdere fysiske træning, som jeg har præsenteret”, sagde han i går ved opstartsevalueringen med damerne. Holdet har været igennem flere træningskampe. Det bedste spil kom mod 3. divisionsholdet fra Ollerup/Skerninge, hvor det blev til en 7-måls-sejr. Der er lagt op til en spændende sæson, hvor holdet har ambitioner om at sikre sig en plads i opspillet til 3. division.

Herrerne er også ved at nå den optimale form, og har ved flere lejligheder præget den sociale del af klubben. De lune sensommer aftener er blandt andet blevet udnyttet med konceptet ”Træning og Grill”, hvor herreholdet har inviteret damerne på en lille snack samt en kølig til ganen efter træning. Det må man sige har vakt stor glæde, og er med til at støbe en af de største grundpiller i SUS Håndbold nemlig det sociale liv.

Og netop det sociale liv kommer også på dagsordenen, når SUS i december holder den årlige julefrokost for spillere, trænere og andre med tilknytning til klubben. Sæt allerede et kryds i kalenderen lørdag den 10. december, hvor vi starter med en dag fyldt med kampe. Det bliver som altid et brag af en fest. Info om tilmelding og så videre kommer senere.