Hjemvendte Martin Andersen gjorde comeback efter mere end et års udlandseventyr som rejseguide. 11 scoringer, mange assists, flot forsvarsarbejde og en formiddabel figtherindsats gjorde, at Martin var kampens store oplevelse. Imponerende efter blot to træningspas!
Flere spillere løftede på dagen deres indsats i forhold til tidligere kampe. Michael Markvardsen nød tydeligt godt af et højere angrebstempo og spillede også en flot kamp. Morten Wind spillede også sin bedste kamp i sæsonen bl.a. med otte scoringer. Kenneth Rasmussen fik endelig spilletid og takkede for den med en flot indsats og tre scoringer.
En af holdets normale krumtampe Heine Christiansen blev med en skadet finger sparet. I stedet var den gamle hardhitter Palle Sørensen indkaldt. Han løste sin opgave til UG bl.a. med tre scoringer og en god forsvarsindsats. Den spillende træner Dennis Vesterskov scorede også tre mål og nød som en følge af truppens større scoringsbredde at kunne træde en smule i baggrunden.
Som i tidligere kampe blev holdet også hjulpet af et par U-18-spillere. Denne dag var det af stregspiller Lasse Schäfer, der bidrog med to scoringer og en fin forsvarsindsats samt Andreas Berg på højrefløjen, der ligesom sin fløjkollega i den anden side, Jesper Bæk, nåede at score en enkelt kasse.
Endelig skal det med, at holdes 1. målmand Jonas Stefansson også spillede sin bedste kamp i sæsonen.
Den kommende weekend byder på et spændende opgør for SUS-holdet på udebane mod rækkens favorithold Stenstrup. Vi håber på god opbakning i Stenstruphallen.