Om holdet vitterligt er så godt spillende, eller om det er fordi, der kun er - siger og skriver - 10 old boys-hold tilbage på Fyn. kan der kun gisnes om.
Men fakta er, at SUS Håndbolds veteraner sluttede på trediepladsen i FHF's turnering for old boys-hold den forgangne vinter, kun overgået af Tommerup HK's stærke mandskab med masser af divisionsreserver, samt opkomlingene fra Team Broby (anført af den gamle SUS-kæmpe Peter Jacobsen), som SUS kun tabte til med et enkelt mål i begge kampe efter jul.
Derfor var der al mulig grund til at fejre trediepladsen med en herrefrokost forleden. Helt præcist den 29. april, med deltagelse af aktive spillere, skadede af slagsen og de fire holdledere.
Trods det tidlige tidspunkt stod menuen på stedets friskopgravede nye kartofler, og rygeost - fremstillet af råmælk fra lokale jerseykøer og Thise 0,5% øko-kærnemælk - røget over havrehalm og brændenælder (førstnævnte skaffet hos en lokal tækkemand og sidstnævnte i stedets hønsegård). Samt en hovedret fra det lokale forsamlingshus. Alt sammen skyllet ned med snaps og øl - og lidt rødvin.