Det stod hurtigt klart at nedrykningstruede Bolbro, ville få mere end almindeligt svært ved at tage point med hjem fra Ullerslev. Der skulle faktisk gå hele ti minutter, inden odenseanerne fik skudt bolden i maskerne. På det tidspunkt havde SUS scoret efter behag, og med flotte angrebsåbninger og godt sammenspil udbyggede de østfynske piger forspringet til en halvlegsføring på 18-5. ”Det er svært at nævne en eller to spillere, der gør det bedre end andre. Vi spiller ganske enkelt bare sk… godt sammen” sagde træner Gitte Karmark, der dog alligevel retter en tak mod de to U18spillere, Kamilla Aleksandrovietz og Michelle Thor, der hurtigt sprang til efter et par afbud fra stamspillere.
Sejren kom heller ikke i fare i anden halvleg, hvor et stærkt forsvar og en solid keeperpræstation, lagde grunden til flere kontraløb. Bolbro forsøgte sig med mandsopdækning af den stærkt spillende Maria Eriksen, men det gav blot plads til de andre SUS-spillere. Med slutresultatet 31-8 spiller SUS sig tættere på toppen af rækken, mens Bolbro lægger sig i bunden. Søndag den 31. januar tager pigerne til Skt. Jørgenshallen, hvor det er nyoprykkerne fra IF Stjernen, der tager imod. ”Stjernen har lagt godt fra land i fynsserien, og vi skal bestemt ikke hvile på laurbærrene, hvis vi vil hente endnu en sejr”, slutter Gitte Karmark