Fra første fløjt lå det ligesom i luften, at det her ville blive en kamp, der var til at vinde. Med flot opsat angrebsspil, et bundsolidt forsvar og en rutineret keeper på boksen, gik der ikke længe inden SUS var foran. Gennem hele første halvleg udbyggede de røde og blå føringen i et, til tider, hæsblæsende tempo. ”Vi spiller alle sammen helt vildt godt”, sagde Maria Eriksen efter kampen. Hun blev mandsopdækket stort set hele kampen, men var med sit overblik i forsvaret medvirkende til, at sejren aldrig var i fare. Ved pausen stod det klart, at Stenstrup måtte tænke helt anderledes, hvis de skulle gøre sig håb om at spille sig ind i kampen. En føring på 18-5, syntes at være uoverkommelig at hente. Fra anden halvlegs start forsøgte sydfynboerne sig med flere løsninger: To stregspillere, mere offensivt forsvar og en ekstra spiller i angrebet. Men lige lidt hjalp det. ”Vi plejer normalt at stresse i vores angrebsspil, når modstanderne går frem og presser os. Det løste vi også helt vildt godt i dag”, fortalte Gitte Karmark. ”Spillere som Pernille Bøgelund og Katrine Hansen kører bare på og selvom de var lidt trætte af pladsen som højre fløj, så viste de begge klasse og overskud.”
En gennembrudsstærk Trine Torp måtte udgå med et slag på albuen i midten af anden halvleg, men Henriette Godskesen tog over på højre back, og leverede flere fine aktioner. Mie Justesen måtte kortvarigt ind som stregspiller, hvor hun viste gode takter, og fik screenet til gennembrud fra Mathilde Møller, der også gjorde det virkelig flot i kontrafasen. Selv Majbritt Pedersen var med i kontrafasen et par gange - men som hun selv indrømmede efter kampen, så var det nok mere fordi hun ikke var nået at komme med hjem i forsvaret.
Mod slutningen af anden halvleg begyndte trætheden at melde sig, men SUS-damerne leverede med genialt sammenspil, overskud, tålmodighed og stor spilleglæde den flotteste kamp i lang tid. Det blev til en sejr på hele 31 - 12. Søndag den 24. januar spiller holdet igen på hjemmebane. Her er det Bolbro GIF, der kommer på besøg i Ullerslev Kultur- og idrætscenter kl. 12.30, hvor SUS-damerne håber på et stort hjemmepublikum.