U12 og U14 piger og drenge var i kamp de første to stævnedage, og der blev spillet en masse god håndbold, plejet sociale relationer og hygget på tværs af holdene. Alle fem hold var indkvarteret på Tallerup Skole i klasseværelser ud til samme fællesrum, så der var rig mulighed for at komme hinanden ved efter mandagens kampe.
De sportslige resultater var også rigtig fine. U12 piger A gik videre til finaleslutspil efter en 2. plads i gruppen, hvor de dog måtte indkassere to nederlag til de to hold, der senere endte i A-finalen, så pigerne kan bestemt være tilfredse med resultatet. U12 piger B gik efter indledende videre til placeringspil, hvor de sluttede af med en storsejr på 13-1.
U12 drengene spillede sig på fornem vis sig i A-finalen, hvor de mødte Årup, som de havde mødt tidligere i både gruppespil og slutspil, hvor det både var blevet til sejr og nederlag. Så der var lagt op til en spændende finale, hvor forældre gruppen var mødt talstærkt op og støttede drengene. Finalen endte med en sejr til Årup på 13-7 - tillykke med den flotte 2. plads til drengene.
U14 drengene var tilmeld A-rækken og endte på en fin 3. plads i puljen efter 3 sejre og 2 nederlag efter at have spillet 5 meget tætte kampe.
Vores U14 piger tog pokalen med hjem efter en finale sejr på 15-7 over Skibet IF. Med til historien hører at vores piger var blevet placeret blandt hold, der lå langt under vores pigers niveau, så de gik ubesejret gemmen de 7 kampe og med en kæmpe plus målscore. Tillykke til pigerne med pokalen og den fine sweatshirt der var i 1. præmie.
Den 30. december var det vore U10 drenge og piger, der var i kamp ved stævnet. Drengene gik sikkert videre til slutspil efter 3 sejre, og endte i finale puljen med Thurø og Tved. Drengene endte på 3. pladsen efter et par hårde kampe mod sydfynboerne.
U10 pigerne spillede flotte indledende kampe og trods fine resultater med 2 sejre, 1 uafgjort og et nederlag rakte det ikke til en plads i finaleslutspil.