Flot 3. plads til SUS-ynglinge

Tæt på finaleplads ved stærkt besat stævne i Fredericia i weekenden

SUS Håndbolds herreynglinge-divisions opnåede i weekenden en fornem delt 3. plads ved Danmarks største og stærkest besatte håndboldstævne for ungdomshold, Tuborg Form Test i Fredericia, og holdet var meget tæt på at spille sig i finalen. I A-slutspillet skulle SUS, der blev nr. to i deres indledende pulje, møde to puljevindere, der begge kom fra Bjerringbro. I den første kamp vandt østfynboerne efter en flot indsats med 24-21, men i den afgørende kamp om finalepladsen måtte SUS-ynglingene se sig besejret af det andet Bjerringbro-hold med tre mål.

Her var SUS alt andet end heldige med dommer-parret, som tildelte de rødblusede en stribe udvisninger og forærede jyderne et par billige straffekast. Det bragte Bjerringbro op på en tre måls føring ved pausen, og i anden halvleg kom de foran med hele 17-12, men en stærk slutspurt med effektivt forsvarspil og flydende angrebspil bragte SUS på 17-16, inden holdet blev ramt ef en ny udvisning. Den bragte Bjerringbro tilbage i kampen - og i finalen, idet holdet kunne score to gange til slutresultatet 19-16.

I den indledende runde spillede SUS uafgjort 18-18 mod Vest-divisionsholdet fra Holstebro, en kamp, som SUS dominerede og burde have vundet, Snejbjerg blev slået med 26-24, men mod Ringsted kom SUS-ynglinge aldrig igang og måtte se sig slået 25-16 efter en kollektiv off-day.

SUS' færøske træner Svend Nielsen var godt tilfreds med placeringen som nummer tre.

- Men der er meget, vi skal have rettet inden turneringsstarten - ikke mindst i forsvaret, siger han, og holdleder Torben Poulsen supplerer:
- Stævnet viste, at vi på en god dag kan spille lige op med de bedste. Det giver optimisme før premieren i Øst-divsionen den 19. september i Ringsted.

SUS-ynglingenes fynske modstandere i divisionen, GOG og Gelsted/Vestfyn, måtte nøjes at komme i B-slutspillet.