Mindeord om Allan Andersen
21-12-2020 17:10:20 Erik Hansen
En af klubbens store ildsjæle gennem mange, mange år er død. Allan sov ind efter kort tids sygdom sidste tirsdag, 74 år gammel.
Med Allan Andersens død har SUS Håndbold mistet en
ildsjæl og en klubkammerat i ordets allerbedste forstand.
Alle kendte Allan som den altid engagerede humørspreder,
lige fra den dengang hårdtskydende venstrehåndsspiller i Skellerup SG&I,
ungdomstræner eller spiller på veteranholdet gennem mange år. Og ikke mindst i
de seneste 30 år som et særdeles aktivt medlem af klubbens sponsorudvalg.
Sammen med Grethe blev deres store indsats for klubben
i den lange årrække belønnet med SUS Håndbolds jubilæumspris ved den store 25-års fest i hallen i 2014.
Alle i klubben vil huske Allan for hans smittende humør og
gloserne, hentet fra de mange år som lastbilchauffør. Men først og fremmest for
hjælpsomheden og evnen til at være et festligt og inspirerende midtpunkt i
klubregi, venners lag og i familien.
Vore tanker går til Grethe og familien.
Æret være Allans minde.