Find SUS på Facebook

Spændende kampe i vente i Ullerslev

21-02-2019 15:17:22 Erik Hansen
Simon Elborg jubler over pokalsejren over TMS Ringsted. Forhåbentlig kan det ske igen på torsdag aften i Ullerslev.

Spillerne på SUS Nyborgs 2. divisionshold kan se frem til to vigtige kampe i den kommende uge i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter.

På torsdag den 28. februar kl. 19.00 gælder det 5. runde i Santander Cup’en, hvor holdet skal møde TMS Ringsted fra Håndboldligaen.

Det bliver et meget spændende gensyn med træner Christian Dalmoses tropper, der – som de fleste nok husker – blev sendt hjem med et nederlag i sidste års sekstendedelsfinale i Santander Cup 2018. Derfor tørster det sjællandske mandskab, som aktuelt ligger sidst i ligaen, givetvis efter revanche.

Foruden den karismatiske træner tæller truppen flere kendte ansigter, også fra det østfynske område. Således er både Benjamin Pedersen, som er født og opvokset i Ullerslev og som indledte sin håndboldkarriere i SUS Håndbold, og Sebastian Thor, tilsvarende fra Ørbæk, begge solide forsvarskæmper og stregspillere hos TMS Ringsted.

Allerede om søndagen efter, den 3. marts klokken 14.30, spiller SUS Nyborg igen i Ullerslev. Her gælder det Kolding HK, som ligesom hjemmeholdet ligger i den tætte bundregion af 2. division.

Og som bekendt venter endnu en spændende kamp publikum i Ullerslev i den kommende tid. Torsdag den 14. marts klokken 19.00 tørner SUS Håndbold 3. divisionsdamer ud mod selveste Odense HC, der suverænt topper HTH-ligaen. Også her gælder det 5. runde af Santander-pokalturneringen. 


DK-5540 Ullerslev
mail@sus-ullerslev.dk
Michael Hedeager
tlf. 60 61 34 95
michaelhedeager1@gmail.com

Spillested:
Ullerslev Kultur og Idrætscenter
Skolevej 2
5540 Ullerslev
Tlf. 63 33 72 75