Find SUS på Facebook

Stævnet er blevet aflyst

11-08-2020 22:40:26 Erik Hansen
Desværre må vi se årets SUS Spar Nord Cup forsvinde i tågen. På grund af corona-situationen er det ikke muligt eller forsvarligt at afvikle stævnet, har arrangørerne besluttet. Billedet er fra den tidlige morgenstund ved halv syv tiden under sidste års stævne.

I aftes afholdt udvalgene, som arrangerer SUS Spar Nord Cup og bestyrelsesmedlemmer i SUS Håndbold, møde om mulighederne for at fortsætte forberedelser eller beslutte en aflysning af årets stævne på grund af corona-situationen.

Følgende meddelelse er idag den 11. august udsendt til alle samarbejdspartnere ved SUS Spar Nord Cup 2020, pressen m.fl:.

Som arrangør af SUS Spar Nord Cup, som igen i år skulle være afviklet den tredje weekend i september i samtlige Nyborg Kommunes 10 idrætshaller med deltagelse af håndboldklubber fra hele landet, havde vi i SUS Håndbold ventet på og haft forhåbninger om lempelser i forbindelse med den varslede yderligere genåbning her i begyndelsen af august af myndighedernes retningslinjer for idrætsaktiviteter samt udvidelse af forsamlingsforbuddet. Det er som bekendt ikke sket, og samtidig den aktuelle situation omkring smittespredningen af Covid-19 skærpet, blandt andet i netop vores kommune.

Derfor har styregruppen for SUS Spar Nord Cup 2020 og klubbens ledelse taget en nødvendlg og ansvarsfuld beslutning om ikke at fortsætte planlægningen, og meldt ud til alle tilmeldte klubber, at stævnet den 18. til 20. september 2020 er blevet AFLYST.

Det er naturligvis med meget stor beklagelse, idet alle deltagere med sikkerhed havde glædet sig ekstra meget til igen at komme til håndboldstævne efter den lange corona-pause. Der har været meget stor interesse for at deltage i år, idet Ikke mindre end 110 hold fra hele landet var tilmeldt (se klublisten på www.sus-cup.dk).

Det er især de omfattende og uændrede restriktioner omkring overnatning og bespisning, som ville kræve for store udfordringer for os som arrangører. Heller ikke en ændring af stævnet til et endags stævne uden overnatning mente vi, ville være en alternativ løsning. SUS Spar Nord Cup er primært et opstartsstævne før vinterturneringen, hvor kammeratskab og sammentømring af holdene og klubben er i højsædet. Derfor er samværet ved overnatningen, bespisningen, bustransporterne og hyggen mellem kampene for de fleste klubber højere prioriteret end selve spillet på banen i weekendens løb.

I stedet må vi alle se frem til et super stævne i september 2021, tilbage i forhåbentlig normale forhold og rammer.

   

 



DK-5540 Ullerslev
mail@sus-ullerslev.dk
Tina Heine Matthiesen
tlf. 20 27 78 43

Spillested:
Ullerslev Kultur og Idrætscenter
Skolevej 2
5540 Ullerslev
Tlf. 63 33 72 75