Find SUS på Facebook

SUS Nyborg-talenter skal spille om DM-medaljer

25-03-2018 22:55:03 Erik Hansen
Sammen med trænerne Mads Rydal og John Mortensen skal U18-drengene i de kommende uger forberede sig intenst til kampen om det danske mesterskaber. Finalestævnet i Skanderborg foregår den 21. og 22. april, og her håber holdet på stor opbakning af medrejsende SUS Nyborg-tilskuere. Foto: Erik Hansen

SUS Nyborg-fællesskabets U18-drenge er blandt landets fire bedste hold. Det er en kendsgerning efter søndagens sidste og afgørende kampe i ligaens østkreds, hvor det blev til en sejr på 25-23 over Roskilde Håndbold. Dermed indtager det østfynske hold andenpladsen efter GOG, og skal derfor nu spille om DM-medaljerne mod de to bedste hold i vestkredsen, Skanderborg Håndbold og Mors-Thy. Det sker ved finalestævnet i Skanderborg den 21. og 22. april.

 - Drengene spillede en fantastisk kamp i dag, hvor alle bød ind. Efter nederlag i de to foregående kampe var det en kæmpe oprejsning, og en super ballast op til danmarksmesterskabet, hvor vi absolut har en chance for at nå finalen, lød det efter sejren i Roskilde fra John Mortensen, der sammen med Mads Rydal er træner for U18-mandskabet.

 Efter en lige 1. halvleg og bagud med 13-17 et stykke ind i 2. halvleg, så det ellers ikke meget ud til, at den nødvendige sejr kunne hentes hjem. Men et taktisk fif, som holdet havde trænet i hele ugen, blev hevet frem, da det allerbedst gjaldt: Syv-mod-seks-spillet.

 - Det kom øjensynligt helt bag på Roskilde, der blandt andet brændte fire skud fra egen halvdel på tomt mål. I stedet kom vi foran 24-20, og afgjorde kampen, fortæller John Mortensen søndag aften, hjemvendt sammen med ikke mindre end 40 medrejsende tilskuere til velfortjente pizzaer i Nyborghallerne.

 Med seks mål ud af syv skud fra højre fløj var der især ros til førsteårs-spilleren Jonas Skyum, der efter afbud fra førstevalget på pladsen på flotteste vis greb chancen i samtlige 60 hektiske minutter i Roskilde Hallerne.

 

Holdet er holdfællesskab mellem SUS Håndbold og Nyborg GIF, og seneste repræsentation i DM-slutspillet var for ti år siden, hvor SUS Håndbolds U18-drenge blev slået ud i semifinalen mod Aalborg HK. Flere af spillerne fra dengang danner i dag stammen på SUS Nyborgs 2. divisionshold.

 

 

 



DK-5540 Ullerslev
mail@sus-ullerslev.dk
Michael Hedeager
tlf. 60 61 34 95
michaelhedeager1@gmail.com

Spillested:
Ullerslev Kultur og Idrætscenter
Skolevej 2
5540 Ullerslev
Tlf. 63 33 72 75